Værtskab – Food Fair kører dette som tema for deres messe i Bella Centret i disse dage.
Det fik jo gang i tankerne. For det første der slog mig, var jo en af mine kæpheste;
Når jeg nu bor i et område med lige gode eller dårlige restauranter, hvor prisen stort set er den samme, så er det jo netop tjenerenes evne til at servicere mig, der gør forskellen. Det er der så bare ingen af de restauranter, vi har i lokalområdet, der har fattet – eller i al fald har de ikke gjort sig umage med at fortælle de søde unge piger, som i deres fritid arbejder på restauranterne, om service.
Når jeg så læser på www.vaertskab.dk’s hjemmeside:
Værtskab som helhed
Værtskab er kunsten at få andre til at føle sig velkommen. At se dem, som vi møder, som vores gæster – uanset om de er kunder, klienter, patienter, studenter….eller kolleger. Et godt værtskab rummer begreber som service, imødekommenhed, kvalitet, venskab og gæstfrihed. Udgangspunktet er en velkommende og en åben holdning til mennesker og de situationer, som vi møder.
Værtskab på jobbet
En velkommende holdning skaber merværdi i vores arbejde. Vi lever i et relationssamfund, hvor vores evne til samarbejde med kunder og kolleger er en nøgle til udvikling og succes. En velkommende holdning indebærer, at man kan realisere det fulde potentiale i mødet mellem mennesker og virksomheder.
Værtskab i hverdagen
Grundlæggende handler værtskab om at leve på en åben og inkluderende måde. At se muligheder og udfordringer, som de er, og ikke filtrerede gennem vores forudfattede meninger, antagelser og erfaringer. Det kræver mod at leve på denne måde, men det giver meget igen.
så sætter det jo endnu flere tanker i gang, for det er jo lige netop det, der får os til at komme tilbage igen, nemlig godt værtskab.
Min chef og jeg har forskelligt syn på nogle restauranter og jeg plejer at sige, at det er jo bare fordi de kan huske ham og kommer over og byder ham velkommen, at han kommer tilbage, for maden er ikke speciel god – heller ikke dårlig, skal jeg lige pointere ! OG det er jo lige præcis det, det er : Gæstfrihed, følelsen af, at man er velkommen, følelsen af, at man bliver serviceret, måske endda, at man er lidt speciel – på den gode måde !
Det næste der slog ned i mig var, hvad skriver Emma Gad i Takt & Tone fra 1918 ?
Fjerde afsnit – Selskabslivet:
Gæstfrihedsfølelse er en af Nordboens smukkeste Egenskab og er saa nøje sammenflettet med Venskabsfølelsen, at den ene næsten ikke kan tænkes uden den anden for en nordisk Bevisthed. Men som det gaar med det meste af menneskeligt Samkvem, er Enkelheden i Følelsen gaaet tabt i det civiliserede Livs utallige og forskelligartede Forhold. Gæstfriheden er efterhånden blevet til en ret indviklet Ting med tusinde Formaal, Forpligtelser og Sidehensyn. Den har dermed skiftet Navn, kaldes Selskabslivet, og giver Plads i sin rummelige Ramme for meget Snobberi, mange Fordomme, megen Opstillethed, men heldigvis dog uden at udelukke det gammeldags Begreb Gæstfrihed, der aldrig vil uddø, saa længe der er Nordboer til.
Er Nordboeren død ?
Nej, heldigvis ikke. Gæstfrihed er jo ikke et ord vi normalt bruger. Der er bare nogle steder, der er mere rart end andre. Der er bare nogle mennesker, der er hyggeligere end andre. Der er bare nogle restauranter, man heller kommer på, end andre. Der er nogle Milongas (hedder det sted, man går ud og danser argentisk tango) der er hyggeligere end andre.
Jeg må så også gribe i egen barm og vedkende, at jeg bestemt heller ikke altid er den perfekte vært og jeg heller ikke altid er åben og inkluderende. Jeg vil egentlig gerne, men det er bare ikke altid, at jeg tænker så langt som, at jeg skal huske at cirkulere og få snakket med alle.
Jeg skal huske, som ejeren af en restaurant vi var på under Dining Week, der kom over til vores bord og ‘kom i snak med os’, at det at vise god værtskab ikke er så svært !
Vigtigt for et godt værtskab er, at forstå kunsten ved at tjene andre og opleve, hvordan det beriger vores liv. fandt jeg i et skrift “Analyse af begrebet service og værtskab inden for hotel- og restaurationsområdet set i forhold til gæstebetjening” fra 2011 fra Efteruddannelsesudvalget for Køkken, Hotel, Restauration, Bager, Konditor & Kødbranchen.