Fleansteak er efterhånden blevet et mere attraktivt stykke kød, hvorfor prisen også er steget. Dog kan man ind i mellem være heldig og finde dem på tilbud.
Jeg fandt en opskrift på www.guffeliguf.dk og ændrede den lidt.
Du skal bruge (til 4 personer):
Cirka 900 – 1200 gram flansksteak
En kvist frisk rosmarin (du kan også bruge tørret)
God olivenolie
Salt og peber
Sådan gør du:
Start med at lave marinaden til flanksteaken. Hak rosmarinbladene fint, og kom dem i en lille skål, sammen med olie og lidt salt og friskkværnet peber. Rør det godt igennem.
Smør så kødet godt med marinaden – massér det godt ind i kødet, og lad steaken trække en times tid i en frysepose. Ikke i køleskabet, men blot på køkkenbordet, da vi ikke vil grille koldt kød!
Tænd så din grill. Vi har grillet denne flanksteak på en gasgrill, men du kan selvfølgelig sagtens også bruge en almindelig kuglegrill. Eller for den sags skyld lave flanksteaken i ovnen. Stegetiden er den samme (i ovnen skal du regne med ialt 15 minutter).
Vi griller vores flanksteak ved indirekte varme. Det vil sige, at du ikke tænder den inderste brænder. Og i kuglegrillen lægger du kullene i den ene halvdel af grillen – risten på – og så griller du kødet i den side, hvor kullene IKKE ligger. Få grillen op på cirka 180 grader – ikke meget mere.
Læg nu din flanksteak på – og luk straks efter låget. Vi skal grille – ikke lune gråspurvene ude i haven ?
Efter fem minutter vender du flanksteaken om, og griller den i yderligere fem minutter på den anden side. Flanksteaken havde ikke rigtig fået farve, så jeg gav den lige 1+1 minut på direkt varme.
Tag nu flanksteaken af, og pak den godt ind i sølvpapir. Gerne 3-4 lag. Lad den hvile i 15-20 minutter, så saften og kraften når at sætte sig i kødet. I mellemtiden kan du så nå at lave tilbehøret til flanksteaken.
Så pakker du den grillede flanksteak ud af sølvpapiret, og lægger den på et skærebræt. Med en skarp kniv skærer du nu meget tynde skiver på skrå, på tværs af kødfibrene.
Helle havde lavet aspargesrisotto og salat til.