Pulled Pork Sous vide – start 3 dage før den skal serveres !!
Start med at læse hele opskriften 😉
- 1 nakkekam
- dit favorit BBQ krydderi
- Nap en stor nakkesteg og skær den i TYKKE koteletter på ca. 8 cm. – jeg fik 4 stykker ud af den steg jeg brugte. Du kan ikke bruge alm. koteletter da kødfibrene så vil være alt for korte til en rigtig pulled pork.
- Spræng kødet i en 8% saltopløsning, 3% sukker – altså 80 gram salt og 30 gram sukker pr. liter vand.
- Spræng stykkerne minimum 6 timer – gerne det dobbelte – mit fik ca. 19 timer
- Stykkerne tørres af, krydres godt med BBQ krydderi og vakuumpakkes enkeltvis.
- I sous vide ved 67 grader i 24 timer.
- Efter vandbadet pakkes kødet ud og tørres. Saften fra poserne hældes i en gryde og reduceret til ca. det halve.
- Læg stykkerne på en meget varm grill og brænd dem af på alle sider – Kom gerne lidt røgesmuld på kullene eller et stykke vådt træ fra et frugttræ. Hermed får kødet den autentiske røgede smag.
- Hvis du bor på 4 sal og ikke har en altan – så giv den ½ time under ovnens grill så den bliver lidt branket.
- Et sidste trick er, at man kan brænde nogle fed hvidløg helt sorte og rive dem hen over stegen – dette giver også tilnærmet grillsmag.
- Tag kødet og kom det i et fad.
- Skil det af med 2 gafler og bland den reducerede sauce i.
Det er nok den bedste pulled pork jeg har lavet til dato !
Tag en Gourmet brioche bolle (fra Meny) og kom lidt BBQ sauce i den øverste og kød oven på. Fordel en skefuld coleslaw (fået næsten færdig i supermarkedet, der er ingen grund til at lave til en hel hær) oven på og så underbollen – vend den så 180 grader.
- 1 dl æble eddike
- 4 tsk. ketchup
- 1 tsk. salt
- chilipulver eller tabasco
- 1 tsk. Brun farin
- Peber
- lidt røget paprika
- lidt flydende røg
Det hele blandes sammen – tilsæt evtl lidt mere ketchup, hvis saucen er for tynd. Den skal være kraftig ; stærk, sød og sur – der bruges ikke så meget, så den skal virkelig smage af noget, hvis den skal komme til sin ret i burgeren !
Frys resten ned i portioner der passer dig. Så er det væsentligt hurtigere at få en pulled pork burger.
Wupti du har en herre burger med smagen af det sydlige USA.